Tolkecenter Danmarks syn på sagen

 

Ekstra Bladet bragte d. 16. juli 2011 en historie om en døv ung mand, som ikke kan komme i gang med sin uddannelse, fordi han ikke kan få tildelt en tegnsprogstolk. I den forbindelse blev Tolkecenter Danmark omtalt som om, vi ikke vil stille de nødvendige tolkeressourcer til rådighed. Denne kritik finder vi dog ikke rimelig. 

 

Urimelig kritik

Ekstra Bladets hårde kritik af Tolkecenter Danmark og Center for Døve (CfD) finder vi ikke rimelig, da virkeligheden er mere kompliceret, end som så. Og i Tolkecenter Danmark vil vi gerne påpege, at vi er enige med både CfD og Uddannelsesstyrelsens udmeldinger i forbindelse med ovennævnte sag. For at undgå lignende sager følger nedenfor en generel forklaring af regler og ressourcer for tolkning i forbindelse med blandt andet uddannelse samt nogle råd til, hvordan man som bruger selv kan være med til at sikre sig den bedst mulige service. 

 

Ressourcemangel

Uddannelsesstyrelsen har via et udbud hyret Tolkecenter Danmark og CfD til at skaffe tolke til blandt andet døve unge, som ønsker en uddannelse. I langt de fleste tilfælde er det muligt at stille tolke til rådighed, men enkelte gange er efterspørgslen større end udbuddet. Tolkene er der simpelthen ikke. Og hvis vi ikke selv har ressourcerne til at dække opgaven, skal vi finde en underleverandør - som oftest er selvstændige tolke - som kan varetage opgaven. Men ofte vil underleverandørerne have mere i løn, end vi kan tilbyde dem. Udbudsaftalen betyder nemlig, at vi opererer inden for en økonomisk ramme, som er fastsat af Uddannelsesstyrelsen. Da det offentlige er økonomisk trængt - og for at udnytte ressourcerne bedst muligt - er der strammet meget op, også inden for tolkning. Det er de vilkår vi alle arbejder under. Udover de økonomiske udfordringer, så er det nogle meget små årgange, der er blevet uddannet på tolkeuddannelsen de sidste par år. Der har været voldsomme nedskæringer på uddannelsen, massefyringer af lærere og generel flugt fra uddannelsen. Der er dog lys forude, idet de kommende årgange tegner til at blive større end hidtil.

 

Vær ude i god tid

Det bedste råd er, at man så tidligt som muligt gør opmærksom på sine behov. Fx når man som ung skal starte på en gymnasieuddannelse og har behov for tolkning til uddannelsen, anbefaler vi, at man kontakter os hurtigst muligt. Det er også vigtigt at understrege, at vi hver dag tolker for studerende; ved sygehusindlæggelser eller lægebesøg; ved jobsamtaler og personalemøder; ved konferencer, kurser og foredrag og i mange andre sammenhænge. Man kan altså sagtens få hjælp, hvis man hjælper os med de rette informationer i rette tid.